Centrum Palæ A/S
Trådløst dataloggersystem højner sikkerhed, kvalitet og fleksibilitet
Centrum Pæle A/S i Vejle har hidtil anvendt et loggersystem med temperatur-kabler som lå på tværs af gangarealer.
Trådløst dataloggersystem
Centrum Pæle A/S i Vejle har hidtil anvendt et loggersystem med temperatur-kabler som lå på tværs af gangarealer. For at minimere risikoen for snubleskader, og for at opnå en mere fleksibel løsning med mulighed for at måle temperaturen i produkterne uafhængig af støbeformens placering i støbehallen, ønskede Centrum Pæle, at investere i et trådløst system. Systemet skulle give mulighed for at kunne læse de målte værdier i en SQL-database, samtidig med at data blev registreret. Valget faldt på et Testo Saveris dataloggersystem og systemet har nu været i drift siden maj 2018.
Produktkvalitet og dokumentation sikres med dataloggersystem
Centrum Pæle bruger systemet til at måle temperaturudviklingen i betonen fra udstøbning til afformning. De målte værdier anvendes til at beregne betonens modenhed og styrkeudvikling i et eget udviklet program, som giver medarbejderne information om, hvornår pælene må afformes. Systemet er med til at sikre, at produkterne har den specificerede styrke inden levering til kunden.
Bo Steendahl, kvalitetschef siger: ”Registreringen af temperaturerne i SQL-databasen sikrer os let adgang til data og mulighed for at anvende de målte værdier i vores eksisterende program for beregning af modenhed og styrkeudvikling. Derudover er systemet med til at sikre, at vore produkter har opnået de specificerede styrker inden levering, og at vi har den ønskede dokumentation på plads”.
Trådløse dataloggere beskyttes af Peli cases uden tab af signal
For at beskytte de trådløse dataloggere har Centrum Pæle valgt at indbygge dem i Peli 1170 Cases. Signalet fra loggerne går uden problemer gennem kassen. Der er ligeledes blevet monteret kontakter i kassen, som gør det muligt, at afbryde målingen, hvilket er nødvendigt for at få programmet, til beregning af modenhed og styrkeudvikling, til at fungere efter hensigten.
Rækkevidde over store afstande
Bo Steendahl udtaler: ”Vi har 1 base-enhed og 9 temperaturloggere med hver 2 porte. Vi havde i første omgang bestilt 2 extendere som det viste sig, at der ikke var brug for, da forbindelsen mellem base-enheden og de trådløse dataloggere bevares selv over relativt store afstande og selvom base-enhed og dataloggere er i forskellige bygninger”.
Forbedret sikkerhed og større fleksibilitet
Omkring fordelene ved investeringen siger Bo Steendahl: ”Ved at investere i et Testo Saveris dataloggersystem, har vi forbedret sikkerheden da vi ikke længere skal have et temperaturkabel til at ligge på tværs af gangveje. Med det tidligere system var vi begrænset af temperaturkablets længde. De trådløse dataloggere giver os større fleksibilitet ved at vi nu kan måle, hvor vi ønsker det. Det er yderligere muligt at fortsætte målingen efter afformning af pælene, ved at lade føleren følge med pælene ud på vores lager”.
God support under leverancen og årlig kalibreringskontrol
I forbindelse med leverancen har Bo Steendahl denne oplevelse: ”Buhl og Bønsøe har gennem hele forløbet været meget imødekomne og behjælpelige med at sikre, at vi fik præcis den løsning, som passede til os og opfyldte vores krav. Alle temperaturfølere er leveret med kalibreringscertifikater, og vi vil lave en årlig kontrol af følerne op mod en kalibreret føler, som vi har i huset”.